stilhedens skønhed

    af grundene jeg ikke kan se

    og ej heller forklare

    har vinden nu tabt sit lange pust

    og skyggerne forladt sin vante plads

    alt mens kortvarig,    p   l   e   t   v  i    s    glimt af     l    y   s

    lader blikket søge et stille håb

    i de mere falmende havblå øjne

    lader en hverken sort eller hvid himmel stå

                    

            ingen taber alt

                                      kun en dagdrømmer fortaber sig i    s  t  i   l  h  e  d  e  n  s    skønhed

                                     

på hæld

                             dagene, som hælder

                             ned i forsvindende lyspunkter

                             at forstå tidspunktets kommen

                             gør alting nemmere i lavt tempo

                             en uro af længsel alle kender

                             og vi prøver at indhente de spildte timer

                             mens vi i stilheden søger svarene

                                       og ansigtet, øjnene hældende hviler

                                                                            som dagen, vanernes grå masse

                             fyldt op ad lyster, lysende 

                             fra et stærkt indefrakommende lys

                             som blænder tankerne

                             i   m i l l i o n v i s   af mindre   s t y    k     k        e          r

                             der ses mens alting blinker

 

                             og stjernehimlen er tæt,

                                                                 tættere på.

                   

glemt lys

                       vilde øjne 
                          maler dybe strøg 
                          af bristede tider til side

                         i den opløftede vind
                                                 glider en tæt tåge 
                                                                               efterlader svundne tanker

                                                                          påny er begyndelsen igen 
                                                                                    utæmmet og        
                                                                                                           f   r   i    
                                                                         med stikken af fravær af handling
                                                                                                              lader lyset b l ø d e hen

en vind

   

    jeg ser dem komme 

    nær, nærmere

    vindstødene du sender

 

    over dit ansigt

    blæser en køligere vind 

    indrammer skikkelsen din i toner

    fra en lys

    og mindre

                       b l  å  , b  l  å    h  i  m  m  e  l

ventetid

                            dine ord hober sig op

                            og endnu mere

                            til en uformbar masse 

                            fordi du vil gemme nogle 

                            til øjeblikkene

                            du ved kommer

                                             i lyset af et ret øjeblik

mod lykke

                            

                            tiden er længslen 

                            mod øjeblikke

                            af lykke

stilhedsfald

       

                             jeg falder for stilheden

                             og den falder for mig

                             på dagen roen tog pladsen

                             fra alt det jeg ikke ser 

                             med åbne mættede, dagligdagsøjne

                             som i vante omgivelser

                             ser gennem lyset, der altid falder det samme sted

                                                                                                          som jeg kigger på

                                                                                              men ikke falder nok for

                                                                                    før tanken indhenter 

                                                                                                         hvad jeg glemte at se 

                                                                                              

 

glemmer ikke tiden

    tiden

    hvornår så du den

    overså du igen klokken

    du gik altid med uret

    enten rundt om armen

    nogle gange hængende om halsen

    på væggen over døren kunne du holde øje

    i lommen kunne du tjekke din telefon

    på din computer lydløst i hjørnet

    når du tog et billede fangede du også 

 

    ved mødet afsat 

    bestemt tid

 

    resten af tiden

    spildt på gulvet

 

    tiden

    hvornår lod du den være

dage med vind

                                 på dage

                                 hvor vinden

                                 trækker skyerne

                                 hen over himlen

                                 i et langt, hurtigt træk

                                 går benene med hastigere, længere skridt

                                 og ansigtet vendt mod jorden

                                 bringer folk indendøre

                                 som venter på vinden lægger sig

                                 så man igen kan gå oprejst

næste nær fremtid

    så sent det tidligt bliver mørkt igen

    så meget lys at gå glip af

    lader dig ikke trænge på

    og ej heller kræve opmærksomheden

 

    før den ene dag snart er datid

    er den næste nær, nær fremtid

at være hel

dagen du drømmer du vågner

eller vågner i drømmen på dagen

enhver given stilleståen morgen til aften

til morgen,

igen

står som en gammel mur bygget op af

tusinde af sten håndplukket fra jorden

for længe siden ordene slog kursen væk

hurtig på benene væk fra dit hjem og tilbage igen 

i kort tid

i glemslens hav smider du alt overbord

og lader dig synke i noget så lysende tomt 

som bare at lade stå til 

                                  

skyggelys

    skyggespil

    fra din hånd

    lyset tager du i mod

    velkommen i fraværet

    velkommen i sene tider

    du ikke når at være klar

    i lysets lyse tid

    skyggelys

    fra din skikkelse

    lader lyset styre dagens tempo

    gerne gøre god tjeneste

    du betaler aldrig kontant

    for lyset bærer du kun med let hånd

lys lader liv

                             en gang

                             alle gange

                             venter, beder du 

                             alt før det der nu kom

                             intet synes at være på samme ståsted

                             jorden under dig bevægede sig

                             nu stod du på stedet

                             løftet op fordi du kunne se længere ud

                             alt føles mindre på toppen

                             overskuelsen skyller dig mæt af tørst og sult

                             livet går rundt på gaden i ens facon 

                             luften bare blå uden ujævnheder

                             kan den pæne facade

                             skabt af naturen krakelere et meningsløst øjeblik

                             hvorom alting falmer bort

                             bæres væk af vinden

                             tørres ud af solen

                             mens lyset lader livet komme frem i stilhed

                             kun når mennesker fødes er der lyd

 

sorte øjne

   set i mørket 

   i lysskæret fra en gadelygte

   to sorte øjne intenst stirrende

   en anelse frygtløst henslængt på jorden

   samtidig ængstelig bange i pupillerne

   en fare er du 

   større 

   og ikke i øjenhøjde

   bryder tavsheden med lyde af kald

   og skræmmer dyret væk

   du ikke kendte

krav om tiden

   det eneste

   der rører dig

   er tanken om 

   ikke at blive ramt

   hellere vil du betale dig fra det

   hellere vil du arbejde ekstra

   slippe for sliddet

   krybe lydløst gennemsigtigt forbi

   alt du ikke kender

   tiden må de ikke tage fra dig

   den gode tid har du besluttet er fast

   lever med en tidsplan bag ørene 

   dine skridt målrettet med kompas

   hænderne lagt bag ryggen

   snart vil du prøve at løfte nakken lidt

   kravene

   og kraven

   skal du have væk

ord i luften

        det er som om

        ordene du siger

        ikke længere sætter sig i luften

                                      som de havde for vane med

  

        så mange ord du indeholdt på en stille dag

        så meget du sagde

                       når pladsen viste sig åben

         det er som om

         du har sagt nok

                           som ordene er blevet spredt ud

                                              både jorden og luften dyrkede du intenst

          alligevel gjorde du ikke modstand

                                                du tav mere

                                                     du sank længere væk

                                                                i tiden som ingen lagde mærke til 

                                                                                                                den var ikke blevet mærket

forskellen er lyset

                            var det lyset 

                            der gjorde hele forskellen 

                            du vidste ikke hvor skylden lå

                            i lyset så du alt det

                            du havde lagt i skyggen

gennem lyset

                            alt det 

                            ingenting

                            som fylder alting

                            bærer over med skraldet

                            dagen, du skulle gøre dig klar

 

                            alting ses gennem lyset

                            du venter på

erstatter din længsel

alt for ofte

erstatter du

noget der ligner

minder dig om

hvad du engang følte rigtigt

 

fordi du ikke tænkte

tankerne nok

 

voksende længsel

bider sig fast

som samvittighedens dårlige ry

aldrig slipper

 

når fortiden fører dig tilbage

hvor du følte du følte det rigtigt et øjeblik

kaster det ingen skygger

stille anelser

  stille anelser

  du aner dem komme snigende

  som dårlige vaner

  der skræmmer de fleste

  væk

  stille anelser

  du lægger mærke til

  i det tomme mellemrum i hverdagen

  fyldt op med glemte længsler

  når akkurat at tænke de glemte tanker

  alt imens hovedet lagt på skrå i blødt lys

  klokken igen for mange

  stille anelser

  går mod flokken af tomme skikkelser

  ignorer hvad du mærker

  for følelsers mening er kun din egen forstand

  hverdagen igen en undskyldning

  så meget at gøre

  livets stilstand i gøremålene

  tysser dine tanker ihjel

  stille anelser

  i en drøm er de mere

  tydelige stille

  i virkelighedens hverdag ubevidst valgt fra

  tydeligst aner du

  stille anelser

  i for mange sagte ord

  luften igen for tyk

  og du ønskede tankerne for dig selv

dagens stilhed

        

                            glemmer dagens stilhed

                            når du forføres af nattens mørke dyb

                            som tryllebinder i spindelvævstråde af noget

                            du når altid at sove fra

                            husker månen skinner mere hvidt

                            dagslyset skærer dine øjne blinde

                            nattens ro får dig til at glemme

                            dagens stilhed i travlheden

                            den evige susen af dagligdagslyde for ørerne

                            som lyden af jetmotoren

                            du kun har hørt én gang før

                            som stadig er det højeste du har hørt

                            mens dagens stilhed aldrig larmer nok

                            de fleste med noget i ørerne

                            og ingen har rigtigt oplevet 

                            stilhed

                            i mere end

                            hvad pauserne tillader

refleksioner på gaden

    nu så jeg hvad du kunne

    tanken ikke tænkt før

    du pludselig stod klar

    med refleksionen af solen

    lysende om din skikkelse

    som om du lagrede energi

    og skulle sælge det til energiforladte mennesker

    af den slags som har læst at sollys er farligt

    i for store mængder

 

   jeg tænker stadig

   om de kunne klare dig

   og dog er håbet anderledes

   for du er jo født sådan

                     og refleksionerne ses stadig på gaden

                                                                          når du går

                                                                                       folk er begyndt at vende sig om

 

                                                                                                            det er begyndelsen du starter

pause i lyset

   

    på gaden lyser hånden op

    på benet, låret af en pige

    lyset skarpt skærer daglig ømhed frem

    pause samler familien

    i lyset i Hamborg

    lånt tid blandt fremmed kultur

    set fra landet nordpå med fokus

    på vejret, lyset

                     fordi vi savner de lyse tider